Hillerød bybrand i 1733

Foto:Den 20. april om eftermiddagen i 1733 brød der brand ud på hjørnet af Bakkegade og Helsingørsgade i Hillerød. Stormvejr blæste vinden ind mod Slotsgade og sparede Bakkegades huse, hvis sydlige side ses her

Den 20. april om eftermiddagen i 1733 brød der brand ud på hjørnet af Bakkegade og Helsingørsgade i Hillerød. Stormvejr blæste vinden ind mod Slotsgade og sparede Bakkegades huse, hvis sydlige side ses her

Foto:Efter Hillerøds brand i 1692 var det blevet opført flere bygninger af den model, som tegningen viser

Efter Hillerøds brand i 1692 var det blevet opført flere bygninger af den model, som tegningen viser

Foto:Brandens største udbredelse fra hjørnet af Bakkedegade og Helsingørsgade i øst til hjørnet af Slotsgade og Tinghusvej, nu Møllestræde, i vest

Brandens største udbredelse fra hjørnet af Bakkedegade og Helsingørsgade i øst til hjørnet af Slotsgade og Tinghusvej, nu Møllestræde, i vest

Foto:Brandslukningsudstyret, som er udstillet på Bymuseet, giver en ide om, hvad man havde at stå imod med ved de store bybrande; - og det er endda langt yngre, fra 1869

Brandslukningsudstyret, som er udstillet på Bymuseet, giver en ide om, hvad man havde at stå imod med ved de store bybrande; - og det er endda langt yngre, fra 1869

Foto:Christian VI bevilgede 1733 Hillerød skattefrihed i 10 år. Maleri af Johann Salomon Wahl 1740

Christian VI bevilgede 1733 Hillerød skattefrihed i 10 år. Maleri af Johann Salomon Wahl 1740

Foto: Frederiksborgmuseet

Foto:Dette hus findes kun, fordi vinden den 29. april 1733 om eftermiddagen var i øst. Det ligger på det nordre hjørne af Bakkegade og Helsingørsgade og er et af de få huse, som overlevede branden. Huset var opført i 1728, blot 5 år før branden

Dette hus findes kun, fordi vinden den 29. april 1733 om eftermiddagen var i øst. Det ligger på det nordre hjørne af Bakkegade og Helsingørsgade og er et af de få huse, som overlevede branden. Huset var opført i 1728, blot 5 år før branden

Foto:Lensgreve og Sjællands stiftamtmand 1730-1735 Johan Ludvig von Holstein fik i 1733 til opgave at sikre genopbygningen af Hillerød

Lensgreve og Sjællands stiftamtmand 1730-1735 Johan Ludvig von Holstein fik i 1733 til opgave at sikre genopbygningen af Hillerød

Foto:Prospekt af Johan Jacob Bruun af Hillerød set fra Jægerbakken godt 20 år efter branden

Prospekt af Johan Jacob Bruun af Hillerød set fra Jægerbakken godt 20 år efter branden

Store dele af byen lagt i ruiner og seks mennesker døde

Af Niels Jarlmark. Redigeret af Jørn Jensen

Trods et usædvanlig kraftigt stormvejr over Nordsjælland onsdag den 29. april 1733 var denne dag til at begynde med ikke anderledes end andre dage. Byens borgere passede deres arbejde, og bønderne kom som sædvanligt ind til byen for at handle.

Alt var som det plejede, men om eftermiddagen mellem kl. 14 og 15 begyndte det at brænde i et hus på hjørnet af Helsingørsgade og Bakkegade, og ilden bredte sig hurtigt til den gamle Jæger-gård i Helsingørsgade. Herfra pressede stormen ilden videre ned gennem Helsingørsgade og Slotsgade, hvor det allerede brændte i stråtagene på nogle baghuse, som var antændt af gnister, der var fløjet tværs over Slotssøen fra Helsingørsgade.

I løbet af kort tid brændte det fra Bakkegade/Helsingørsgade i øst til Slotsgade/Tinghusvej (Møllestræde) i vest, og i løbet af få timer var en stor del af Hillerød mere eller mindre lagt i ruiner.

Der var tre væsentlige årsager til at branden, der sandsynligvis var opstået som en skorstensbrand, udviklede sig så voldsomt: Det kraftige stormvejr, byens mange stråtækte huse og et ineffektivt brandvæsen, der ikke var fornyet efter bybranden i 1692.

Skaderne gøres op

Det må siges, at det var heldigt, at ”kun” seks personer omkom ved en så heftig brand. Blandt de omkomne var et af hospitalets lemmer og en skoleholder fra Skævinge, der var på besøg i Hillerød. Til gengæld var de materielle skader omfattende.

I alt var 83 gårde og huse helt eller delvist nedbrændte, bl.a. den nye Jægergård der lå på hjørnet af Slotsgade og Tinghusvej (Møllestræde) samt Hillerøds nyopførte hospital i Slotsgade (det nuværende nr. 23) og Hillerøds sprøjtehus, hvor man dog fik reddet brandsprøjten.

Herudover brændte en stor del af Hillerøds officielle bøger og dokumenter. De blev opbevaret i byskriver Jørgen Christensens gård, der lå i Byskriverstræde – i dag Posen. Jørgen Christensen kom selv til skade under branden, så han nåede ikke at rydde sit kontor og bringe papirerne i sikkerhed, inden gården var nedbrændt.

Det gik bl.a. ud over hele Hillerøds kassebeholdning, en stor del af byens officielle korrespondance samt Begravelsesselskabets protokoller, nogle var helt tilbage fra 1500-tallet.

Genopbygningen

Umiddelbart efter at branden var slukket, begyndte borgerne på oprydningen, dels for evt. at finde brugbart indbo i ruinerne og dels for at få ryddet op, så man kunne begynde på genopbygningen. I første omgang skulle de skadeslidte selv betale for genopbygningen, da brandforsikring endnu kun fandtes i København, og kongen endnu ikke havde givet tilsagn om økonomisk hjælp til genopbygningen.

Det var nemlig efterhånden blevet kutyme, at kongen, dvs. Finans– og Rentekammeret, ved bybrande var med til at finansiere genopbygningen, så byen så hurtigt som muligt igen kunne fungere normalt.

Kongens bidrag

Da kongen fik kendskab til branden i Hillerød, besluttede han, at byen skulle bevilges skattefrihed i ti år i modsætning til branden i 1692, hvor kongen kun bevilligede skattefrihed i tre år. Den blev dog forlænget på et senere tidspunkt.

Skattefriheden skal ikke forstås sådan, at de skadeslidte ikke skulle betale i ti år, men at indtægterne fra byens portkonsumtion skulle bruges til genopbygning eller reparation af de brændte huse og indkøb af nyt indbo.

Portkonsumtion

Portkonsumtionen var en told på forbrugsvarer, der blev indført til byerne. Tolden, der var en af kongens vigtigste indtægtskilder, var blevet benyttet siden middelalderen. Men tolden var forskellig fra by til by, da der ikke var faste regler for, hvilke varer der skulle belægges med told og hvor meget der skulle opkræves ved byporten.

En af årsagerne til de manglende regler synes at være, at kongen var mere gunstig stemt over for nogle byer end andre. Specielt var tolden lav i de byer, som han så en fordel i at være på god fod med.

Efterhånden som kongemagten blev udbygget med en stående hær, et begyndende embedsværk og et prangende hof, fik kongen behov for endnu større indtægter. Den mest nærliggende måde at øge indtægterne på var at hæve tolden. Så i 1657 indførte Frederik III en portkonsumtion, der var ens for hele kongeriget, og den blev først ophævet med næringsfrihedsloven i 1852.

Korruption og snyd

Portkonsumtionen af 1657 omfattede de mest basale varer, som f.eks. fødevarer, brændsel, korn der skulle bruges til fremstilling af brændevin, samt alle varer der var importeret fra udlandet. Da de nye regler blev indført, rådede staten endnu ikke over et fuldt udbygget toldvæsen, så kun i København og enkelte andre havnebyer stod staten selv for opkrævningen.

I de øvrige byer som f.eks. Hillerød blev opkrævningen bortforpagtet til borgere, der nød almindelig agtelse, og som kunne stille den fornødne garanti for, at kongen fik sine penge.

I 1760, efter ca. 100 år med bortforpagtning, mente myndighederne, at det ville være mere lønsomt, hvis de selv stod for opkrævningen ved byporten. Bag beslutningen lå en ide om snyd og korruption fra forpagternes side. Det var måske den egentlige årsag til, at Skatte- og Landgildeskriver over Frederiksborg Amt Søren Lauersen blev suspenderet fra sin stilling i slutningen af 1733 og fik sin endelig afsked i januar 1734. (Hillerød Bogen side 491)

Taksering

Da Finans- og Rentekammeret havde truffet beslutningen om10 års skattefrihed, blev Sjællands stiftsamtmand Johan Ludvig von Holstein anmodet om at varetage fordeling af konsumtionspengene og sikre, at genopbygningen af byen blev påbegyndt.

Straks efter, i begyndelsen af juli 1733, kontaktede von Holstein Hillerøds byfoged Jens Mikkelsen og bad ham udpege fire uvildige vurderingsmænd, der hurtigst muligt skulle begynde at vurdere skadernes omfang og undersøge, hvor mange og hvilke type huse de skadeslidte ønskede at genopføre.

Von Holstein kendte tilsyneladende ikke den sum penge, han havde at gøre godt med, kun at konsumptionsfriheden gjaldt i ti år. I hvert fald skrev han samme dag til Hillerøds tre konsumtionsforpagtere byskriver Jørgen Christensen, Slotskroens ejer Claus Ebbesen og købmand Jacob Abel og spurgte, hvor meget de årligt kunne afregne i skattefrihedsperioden.

Den 8. juli svarede de tilbage, at det var aftalt med skatteskriveren, Jørgen Lauersen, at de skulle af-regne 2.480 rigsdaler om året.

Nu kan det kan være svært at forholde sig til de gamle møntenheder rigsdaler, mark og skilling, men 2.480 rigsdaler var rigtig mange penge. Ser vi f.eks. på datidens lønninger, var daglønnen for en arbejder mellem 16 og 20 skilling i sommermånederne, medens daglønnen kun var mellem 12 og 16 skilling i vintermånederne og der gik 90 skilling til en rigsdaler.

Tobak for 13 skilling

Om priserne ved vi, at i 1733 kostede et pund hvedemel tre-fire skilling, et pund flæsk fem skilling, et pund sukker 25 skilling, en pot rhinskvin 36 skilling, en favn brande (2,23 m3) kostede tre rigsdaler, en alen vadmel kostede 18-20 skilling (en alen = 68,2 cm) og et pund tobak kostede 11-13 skilling. (Mark og skilling side 27)

Jens Mikkelsen og hans vurderingsmænd gik i gang med vurderingsarbejdet, og allerede seks dage senere kunne von Holstein sende en fuldstændig rapport til Finans–og Rentekammeret, om hvordan de 2.480 rigsdaler skulle fordeles.

Efter branden i 1692 ville kongen bestemme, hvordan byen skulle genopbygges for at gøre den så brandsikker som mulig. Bl.a. fremsendte han nogle modeltegninger med forslag til genopbygning af de nedbrændte huse. Men der var ikke sammenhæng mellem kongens økonomiske hjælp og Hille-rødborgernes økonomiske formåen.

Så resultatet blev, at der kun blev opført ganske få ”Ildebrands-huse”, medens resten blev opført som bindingsværkshuse, og en del af husene blev slet ikke genopført.  (Hillerød Bogen side 272)

Så belært af erfaringen forlængede kongen skattefriheden til 10 år, og borgerne fik lov til selv at bestemme, hvordan de ville genopbygge deres huse og gårde.

Konsumtionspengene fordeles

Rapporten viser, at Jens Mikkelsen havde opdelt konsumtionsbeløbet i to puljer. Den første pulje blev reserveret til fordeling mellem samtlige skadeslidte, dvs. både husejere og lejere for tab af ind-bo. Summen udgjorde 25 % af det den samlede vurderingssum på 30.332 rigsdaler, og pengene blev udbetalt med toenhalv % om året i 10 år.

Den anden pulje blev reserveret til genopbygning og reparation af de brændte bygninger. Rapporten viser, at 83 for- og baghuse var blevet flammernes bytte. Men skaderne varierede meget fra hus til hus. Nogle af husene var kun let skadede og kunne nøjes med en mindre reparation, medens andre skulle genopbygges helt fra grunden.

For at få andel i genopbygningspengene skulle de berørte borgere redegøre for, hvilke type huse de ville genopbygge, samt hvor mange fag (afstanden mellem to vinduer) det enkelte hus skulle have.

34 borgere ønskede at genopbygge deres forhuse som forsvarlige købstadshuse, dvs. murstenshuse eller bindingsværkshuse med udmuring i teglsten og med tegltag. Medens ti borgere nøjedes med at bygge deres huse som mådelige købstadshuse, det vil sige, bindingsværk med lerklinede tavler, tegltag med gaden og stråtag mod gården.

Disse to puljer udgjorde tilsammen 24.000 rigsbankdaler (rbd ). De sidste 80 rigsdaler reserverede Jens Mikkelsen til administration af konsumtionspengene, et nyt sprøjtehus og forbedringer af by-ens gader.

Tilfredshed

Von Holstein gennemgik Jens Mikkelsens rapport, som han accepterede, og begav sig derefter til bytinget, hvor byrådet og de skadeslidte var samlet. Her oplæste han, hvordan konsumptionspenge-ne skulle fordeles, samt hvad hver enkelt kunne forvente at få udbetalt.

Efter oplæsningen havde de skadeslidte mulighed for at gøre indsigelser; men efter von Holsteins eget udsagn var alle tilfredse med fordelingen af konsumtionspengene. Der var i hvert fald ikke noteret nogen protester i rapporten, og efter oplæsningen blev den indført i bytingets protokol.

Herefter indsendte von Holstein rapporten til Rente- og Finanskammeret, og som dokumentation vedlagde han Jens Mikkelsens økonomiske vurdering af skadernes omfang, en fortegnelse over de skadeslidte, hvor meget den enkelte får tildelt og hvilke slags bygninger, de ville genopføre.

Holstein slutter rapporten med en opsummering af den årlige fordeling af konsumtionspengene:

  1. "For tab af huse, gårde og boskader (løsøre) skal der årligt afsættes 835 rbd. (rigsbankdaler) 5 m (mark) og 9 sk (skilling).
  2. Til de der igen vil opføre forsvarlige købstadsbygninger, skal der årligt afsættes 996 rbd, 5 m og 6 sk.
  3. For mådelige genopførte købstadsbygninger skal der årligt afsættes 138 rbd. 2 m og 6 sk.
  4. For genopførelse af baghuse skal der årligt afsættes 429 rbd.
  5. Til byfogedens administrative arbejde skal der årligt afsættes 10 rbd.
  6. Til byskriveren skal der for arbejde og skrivemateriale afsættes 5 rbd.
  7. Til aflønning af to vægtere skal der årligt afsættes 20 rbd.
  8. Til et nyt sprøjtehus skal der årligt afsættes16 rbd.
  9. Til renovering og fornyelse af byens gader og pladser afsættes 29 rigsdaler.”

Udbetaling

Kort tid efter begyndte von Holstein at udbetale pengene, da flere af de skadeslidte allerede havde indkøbt byggematerialer og var begyndt på genopbygningen. De øvrige, der ikke selv havde penge, fik også udbetalt deres andel, så de kunne begynde på genopbygningen.

For at sikre, at borgerne rent faktisk også genopførte de bygninger, de havde skrevet under på at ville genopføre, havde von Holstein pålagt byfogeden at holde øje med byggeriet.

Foruden den økonomiske hjælp, havde kongen også bevilliget et kvantum byggematerialer i form af træ og tækkemateriale fra Grib Skov.  

Så von Holstein anmodede Frederiksborgs amtmand Fridrich von Gram, om at kontakte oberförster (skovridder) Clodius og finde ud af, hvor meget træ og tækkemateriale, der kunne hentes i skoven, uden at den blev skadet. Det blev til i alt 237 vognlæs el-og hasseltræ samt tækkemateriale.
Materialerne blev fordelt efter Jens Mikkelsens vurderingsliste med et læs træ pr. fire fag forhus, lidt mindre til baghusene samt tækkemateriale, der kun måtte bruges til forhusenes tagside mod gården og baghusene.

Både konsumtionspengene og byggematerialerne blev solidarisk fordelt efter skadernes omfang, og alle fik tildelt 25 % af vurderingssummen.

Men der var store forskelle på skaderne mellem den enkelte borger. Den største beløbsmodtager var kroejer, konsumtionsforpagter samt boligudlejer Claus Ebbesen. Hans samlede tab blev opgjort til 5.296 bankrigsdaler for tab af gård og 24 lejevåninger (udlejningsboliger).

Det udløste en årlig udbetaling i ti år på ca. 376 rigsdaler og en tildeling af 34 læs træ og tækkemateriale. I den anden ende af skalaen befandt skomager Hans Pedersen og Jørgen Hind sig. Deres skader blev vurderet til 30 rbd.

Hos lejerne havde enken Marie Svend Larsen det største tab. Hendes tab blev vurderet til 500 rigsdaler, og det udløste en årlig udbetaling på 13 rbd. 2 skilling pr. år, medens Niels Børresens tab blev vurderet til to bankrigsdaler, hvilket udløste en årlig udbetaling på fem skilling – altså mindre end en halv dagløn.

Brandforsikring

Myndighederne havde gennem tiderne gjort forskellige tiltag for at mindske brandfaren i købstæderne. F.eks. blev det forbudt at tække husene med strå, men ingen tog dette påbud alvorligt, og ef-terhånden accepterede myndighederne, at borgerne tækkede deres forhuse mod gårdsiden og baghuse med strå.

Men sindene blev virkelig bragt i kog, da myndighederne efter den store brand i København i 1727 bestemte, at samtlige nyopførte huse skulle bygges i ”ren grundmur”, dvs. et hus opført i mursten uden brug af bindingsværk.

Borgernes modstand gik på, at grundmurede huse var væsentligt dyrere at opføre end bindings-værkshuse. Men af økonomiske og politiske årsager blev reglen allerede ændret i 1731 til ”alle og enhver måtte bygge i grundmur eller bindingsværk som han bedst kunne afstedkomme” dvs. at man på trods af brandfaren stadig måtte bygge i bindingsværk.

Men samme år foranledigede Sjællands stiftsamtmand Johan Ludvig Holstein, at myndighederne i København stiftede ”Kjøbenhavns Brandforsikringsanstalt”. Det var von Holsteins hensigt, at samt-lige købstæder skulle have en lignende ”anstalt”, men der var en vis modstand fra Danmarks øvrige stiftsamtmænd, for borgerne havde efterhånden vænnet sig til, at kongen gav økonomisk støtte til genopbygningen efter de mange bybrande i de første årtier af 1700-tallet Så stiftsamtmændene men-te ikke, at borgerne var villige til at betale for noget, de alligevel fik gratis.

En anden årsag til stiftsamtsmændenes modvilje var, at der tidligere i både København og i provin-sen havde været forskellige tiltag til at oprette frivillige brandforsikringer, men de var altid løbet ud i sandet, dels fordi tilslutningen var begrænset, og dels fordi den udbetalte erstatning ikke stod i et rimeligt forhold til den indbetalte præmie.

Almindelig Brand

Først i 1761 lykkedes det for myndighederne at oprette en almindelig gensidig brandforsikring for bygninger i de danske købstæder – i dag kendt som Almindelig Brand. Men medens lovgivningen bestemte, at byejendomme skulle være brandforsikret, var det frivilligt for landmændene.

De havde dog adgang til at tegne brandforsikring i det nyoprettede forsikringsselskab, hvis de ønskede at lade landejendomme forsikre. Imidlertid kom der i starten af 1770’erne en anordning, der bestemte, at landejendomme også skulle være brandforsikret.

Imidlertid var situationen anderledes for lejere, der ikke havde fast ejendom. For medens ejendoms-besiddere efterhånden trygt kunne regne med, at kongen gav hjælp til genopbygningen, kunne lejerne kun regne med økonomisk hjælp, hvis myndighederne mente, at det ikke gik ud over genopbygningen.

Så hvis ikke myndighederne ville hjælpe lejerne, var de henvist til deres medborgeres gavmildhed. Det var ret almindeligt, at den lokale præst startede en indsamling til fordel for de nødlidende, eller han kunne udstede et ”brandbrev”, der gav dem ret til at tigge. Først i slutningen af 1700-tallet, blev det muligt at oprette en løsøreforsikring.

Kilder og litteratur

Korrespondance mellem Johan Ludvig Holstein, Fridrich Gram, Jørgen Christensen, Claus Ebbesen og Jacob Abel, der som bilag til von Holsteins rapport til Rente og Finanskammeret er vedlagt Jens Mikkelsens vurderinger og fordeling af konsumtionspengene.

Hillerød Bogen, Hillerød 1948
Danmarkshistorien bd. 9, Nordisk Forlag 2003.
Den Store Danske Encyklopædi.
Mark og skilling, priser og lønninger gennem 350 år – Poul Testrup, rigsarkivet 1991.
Nomus 3/2006

Læs mere....

Dette er et redigeret uddrag af en længere artikel. Læs hele artiklen i NoMus nr. 2, November, 2008.

Hillerøds øvrighedspersoner og embedsmænd i 1733

  • Stiftsamtmand Johan Ludvig von Holstein – stifts-amtmand over Sjællands Stift fra 1730 til1735, hvor han blev udnævnt til oversekretær (statsminister).
  • Amtmand Friedrich von Gram – amtmand over Frederiksborg og Kronborg amter, udnævnt 1718, afskediget1741.
  • Amtsforvalter (amtsskriver) Søren Lauersen – skatte og landgildeskriver i Frederiksborg og Kron-borg amter, suspenderet 28.11.1733, afskediget 11.1.1734.
  • Byfoged Jens Mikkelsen – udnævnt 1711, afskediget 1749.
  • Byskriver Jørgen Christensen – byskriver i Hillerød og restanceskriver hos amtsforvalteren, ud-nævnt 1711, afskediget 1749.
  • Præst Isak Grundtvig – udnævnt 2.7.1725, afskediget 1734.
  • Kappelan Søren Petersen Tuxen - udnævnt 1728, afskediget 1738.
  • Postmester Hans Madsen Bang – postmester og hospitalsforstander udnævnt 1722, var i embedet indtil sin død 1754.
  • Rektor ved Christian IV.s skole Johannes Schröder – udnævnt 1730, tog sin afsked 1766.  
  • Konsumtionsforpagter og kroholder Claus Ebbesen, Byskriver Jørgen Christensen og købmand  Jacob Abel.
Denne side er tilføjet af Louise Engberg den 05/08/2010.

If you're already a registered user of this site, please login using the form on the left-hand side of this page.